Nu er det jo søndag, og så må man godt spise lidt sødt. Specielt når man har haft ondt i tanden hele ugen, og bogstavligt talt har levet af brød, ris og bananer. Så derfor har jeg hevet det store kasteskyts frem - min værtsmor bestilte pizza, jeg har spist en poptart og jeg har en B&J is i fryseren.
Har du nogensinde fået rigtig amerikansk pizza?
Dette kan faktisk findes ud af, via en ganske simpel test: Var din pizza så greazy, at du var tvunget til at duppe den, før du overhovedet kunne overveje at spise den? Måtte du bruge minimum 6 køkkenrullepapirer på at duppe din pizza, fordi den var simpelthen så fedtet, og selv efter alt den dupning, så skulle hænderne alligevel vaskes, når du var færdig med at spise?
Hvis du har, så bingo, du har prøvet at spise, hvad jeg har døbt: En rigtig amerikansk pizza. Nu vil jeg godt gerne være den første til at indrømme, at jeg en del gange har fået pizza som var perfekt ordentlig, og altså ikke skulle bruge duppen af køkkenrullepapir, før man kunne spise det, men dem man bestiller udefra, dem skal man duppe på.
Faktisk, så var jeg ganske uheldig, da jeg bestilte min pizza. Ser i, jeg følte mig meget, meget amerikansk. Jeg har gået hele dagen i min pyjamas, hvilket er noget jeg aldrig ville have fået lov at gøre i Danmark, for så ville min mor for længst have spist min næse, men det kan man altså sagtens gøre her (man kan også gå ud i den, men så amerikansk er jeg ikke blevet endnu). Så da pizzabudet ankom, havde jeg ikke overvejet, at jeg havde været i bad for lidt siden, og derfor havde halvvådt hår, ingen makeup og pyjamas på. Det bedste af det hele? Han foretrak ikke engang en mine. Det her er Amerika, det er ganske normalt. Det værste af det hele? Han var ret nuttet.
Ben&Jerry's - langt mere udbredt (og billigt), I Amerika!
Det kan vel ikke komme bag på nogen, at B&J er langt mere udbredt i Amerika, jeg mener, det er et amerikansk produkt - surprise. Men forskellen er, hvor det i Danmark koster noget nær de forfærdelige 60 kroner (57 da jeg stadig boede i Danmark, men det var før fedtafgiften), så koster det i usa mellem 3-6$. Hvad svarer 3-6$ til? Well, kursen svinger konstant, men jeg plejer som regel bare at gange med fem, for så får jeg en dejlig slem overraskelse sidst på måneden når regningen skal betales, så lad os gange med 6 i stedet. 18-36 kroner. Og ofte er der tilbud som 2 til 5$. To hele B&J is til 25 kroner? Hvad siger i så, Danmark?
Og som om det ikke skulle være nok, så har de også langt flere smage herovre. I Danmark er vi helt ukendte med kager som Mud Pie, Angels Food Cake, Devil's Food Cake og Red Velvet cake (sikkert også en del flere, men jeg kan ikke lige komme i tanke om flere lige i dette sekund), men her i USA er de kager populære. Og folk vil have dem. B&J Mud Pie har været på markedet i lang tid, men de har lige lancheret deres Red Velvet Cake is. Beskrivelsen lover 'Red Velvet Cake Batter Ice Cream with Red Celcet Cake Pieces & a Cream Cheese Frosting Swirl'. Nu har jeg endnu ikke sat tænderne i denne lækkerbisken, men jeg elsker Red Velvet Cake, så hvad kan gå galt?
Åh, og jeg har faktisk også taget billeder af min is! De vil komme op her senere, fordi lige pt prøver jeg at skrive dette indlæg færdig, før min is smelter for meget.
Poptarts, når alt skal være så dejlig nemt.
Poptarts er en anden lille genial amerikansk ting. Jeg kendte godt til dem, før jeg tog herover, for ser i, min bedste veninde har boet i USA, og hendes far er forholdsvis tit på besøg herovre, så han tog poptarts med hjem til hende, og hun var så sød at dele. Så var jeg i USA i sommerferien i Orlando, og der købte jeg adskillige poptarts med hjem, så jeg var ikke ukendt med dem, men lad mig lige beskrive dem for de kære danskere som ikke kender dem.
Poptarts er lavet af Kellogs. Det er generelt en småkage med en form for fyld - personligt er jeg vild med Cookie Dough Chocolate Chip og Chocolate Fudge - og ovenpå er der puttet glasur. Det lyder som en lækker snack, har jeg ikke ret? Gæt i hvilken afdeling man finder dem i i USA? Hvis du gættede morgenmadsafdelingen, så bingo. Ja, de sælges i morgenmadsafdelingen, hvilket altid har undret mig. Men lad det nu ligge.
Poptarts er en genial opfindelse. Der er to i en pakke, og man kan så købe æsker med x antal pakker i. Jeg køber som regel entem dem med fire eller seks pakker i. Jeg vil dog indrømme, at jeg ikke spiser dem til morgenmad, jeg spiser dem som snacks, og der fungerer de også perfekt, fordi de fylder, uden at fylde for meget. Genial opfindelse.
søndag den 1. april 2012
Hvordan verden trampede på mig.
Dette indlæg blev faktisk skrevet til min livejournal i fredags, derfor misinformation mht. dagen, men jeg tænkte, at det var et godt indlæg at starte ud med, så derfor ryger det herind alligevel, og så håber jeg, at folk vil se bort fra den gale tid.
Ser i, det hele startede mandag, da mandage jo er, hvor ugen begynder. Efter at have haft Spring Break i to uger, havde jeg været i skole, og jeg var kommet hjem og havde sat mig til at spise nudler, da jeg cravede det. En ganske harmløs ting, skulle man mene. Så der sad jeg, helt stille og roligt, og spiste mine nudler, så sødt som enhver lille engel nu kunne gøre det, da jeg fik den gode idé, at jeg skulle tygge på dem.
Det skulle jeg aldrig have gjort.
Et tyg fra mine tænder, og en afsindig smerte bredte sig. Jeg sad lidt lamslået og var forvirret over, hvorfor det gjorde ondt at spise nudler. Så kom jeg til min fornuft, og sad pænt og ventede lidt på, at smerten skulle foretage sig. Da den blot blev værre og værre, og min mund efterhånden snart skreg af smerte, så bed jeg mit løfte om, at jeg ikke ville til nogen form for læge herover i USA i mig, og ringede til en tandlæge og bad om en akuttid. Deres akuttider er ret akutte herovre, så jeg fik pænt et spørgsmål om, om jeg kunne komme ind nu, som i nu, men vi blev så enige om, at jeg kunne komme derind om 20-30 minutters tid.
Min værtsmor kørte mig så pænt ned til tandlægen, og spurgte, om jeg ville have hende med ind. Jeg mente dog, at jeg var stor nok til, at jeg godt kunne gå til en tandlæge selv, og eftersom jeg snakker mere eller mindre flydende engelsk, så burde der ingen problemer være. Jeg fik dog at vide, at jeg bare kunne ringe, hvis jeg ville have, at hun skulle komme, og jeg måtte endelig ringe, når jeg skulle hjem igen, og så gik jeg ellers bravt ind til tandlægen. Først fik jeg puttet en stor plastikmappe i hånden, og besked på at udfylde papirer, og så blev jeg, efter at have skrevet mit fornavn på det 3-sider lange papir, ført ind i et rum (åbent, dvs der var ingen dør), og så fik jeg besked på, at jeg kunne udfylde mine papirer senere. Dog opdagede de hurtigt, at de havde stavet mit navn forkert, så jeg fik lov at skrive mit navn færdigt på papiret, og så var det op og sidde i den klassiske tandlægestol, som vi alle kender og frygter.
Et par høflige hilsner senere får jeg at vide, at de gerne vil tage nogle fotos af mine tænder, fordi det gør man jo, og så kiggede jeg misbilligende på den skærm, som hang foran mig. I ved, hvordan vi i Danmark ikke ser vores billeder, lige som de bliver taget? Well, her har de dem på en skærm, hængende lige foran næsen på dig, og jeg mener det ret bogstavligt - den hang måske 10 centimeter fra min næsetip. Og ikke alene det, i stedet for de 2-3 billeder, som jeg har fået taget i Danmark, så var der gjort pænt plads på skærmen til intet mindre end 18 billeder. Fordi de skal have billeder både oppefra og nedefra. Og der var selvfølgelig problemer med de billeder i den side der gjorde ondt, så jeg skulle ellers tygge godt sammen, med den tand som gjorde ondt.
18 billeder senere dukker en ung mand op, og præsenterer sig som min tandlæge. Hans navn var Stephen, og han var en ganske venlig mand. Han lyttede til, mens jeg forklarede om, at jeg mente at det var den tand jeg havde fået en rod behandling i, som gjorde ondt, men det kunne også være mig som var tosset, og det i virkeligheden var den ved siden af. Så gav han sig til at prikke rundt med en vatpind, fordi i ved det der torturinstrument med en skarp spids, som tandlægen bruger til at stikke i din mund med, og få dig til at bløde, ikke? Det bruger de åbenbart enten slet ikke her, eller også gør de det bare ikke, når de har en patient som klager om kraftige smerter. Så det var en vatpind, om han forsigtigt duttede rundt på mine tænder. Han fandt hurtigt tanden der gjorde ondt, og så duttede han rundt på mit tandkød, mens han bad mig prøve at forklare, hvor ondt det gjorde de forskellige steder, eller om det overhovedet gjorde ondt. Med et par hænder i munden skulle man tro, at kommunikationen ville være dårlig, men han var forholdsvist nemt at kommunikere det til. Så satte han sig til at kigge lidt på mine billeder, imens jeg fik lov at udfylde mine papirer, og så snakkede vi lidt om badminton.
Så kiggede han på mig og sagde, at han havde dårlige nyheder. For at være ærlig, så var det faktisk mig der sagde det, fordi han tøvede lidt. Jeg forventede, at tanden ved siden af min gamle rodbehandling skulle have rodbehandling, eller noget andet i den dur. Det vidste sig, at være værre end det. Han forklarede mig, at i 10% af alle tilfælde af rodbehandlinger, der fejler rodbehandlingen, og i få tilfælde har patienten to rodkanaler. Jeg var så enten en af dem med to rodkanaler, eller også var min rodbehandling fejlet, og jeg havde fået en infektion. Han forklarede mig, at det betød, at jeg skulle have en rodbehandling i min rodbehandling. Åh, hvilket held.
Nåh, men med en tid til en behandling, lægens telefonnummer i tilfælde af for kraftige smerter, og en recept på tre forskellige mediciner kunne jeg så vandre over til Ralphs lige ved siden af, gå op, og så ellers bede dem om at begynde at fylde antibiotika og kraftige smertestillende ud til mig, mens jeg selv fandt det tredje smertestillende (mere som i, blev guidet over til det, men det lader vi lige som om ikke skete), og med en besked på, at det ville være klar i løbet af 15 minutters tid, så blev jeg sluppet løs i butikken. Der gik dog ikke længe, inden de kaldte mit navn over højtaleren - jeg var ikke i deres system, og de skulle lige have mit mobilnummer, så jeg kunne blive registreret. Det var okay, og så vandrede jeg videre, men det opkald gav mig en idé om, at de ville kalde mit navn, når de var færdige med medicinen til mig.
Efter at have brugt en time på at kigge på amerikanske varer, og have haft et par sikkerhedsvagter kigge mistænksomt på mig, fordi jeg, efter alt, er en teenager som rendte rundt i over en time, uden at købe noget, gik det op for mig, at måske havde de ikke tænkt sig at råbe mit navn. Så jeg gik tilbage, og selvfølgelig kom jeg det eneste tidspunkt, hvor der var kø, og måtte så stå i kø i lidt tid. Derefter fik jeg udleveret min medicin med besked på, at hvis den fik mig til at stoppe med at trække vejret, så måtte jeg endelig ringe, og så blev jeg sluppet løs.
På min spadseretur rundt i butikken, havde jeg dog spottet nogle enkelte ting jeg gerne ville købe: Poptarts Chocolate Chip, som jeg før købte i Orlando her sidste år, og som jeg ikke havde set nogle andre steder før her i LA, og så en Ben&Jerry's Ice Cream - Red Velvet Cake. Med dem på armen ringede jeg efter min værtsmor, som snart kom og hentede mig.
Fast Forward til torsdag.
Ser i, jeg var ikke i skole hverken tirsdag eller onsdag, da jeg pludselig gik fra at tage ingen piller og have haft insomnia i to uger, til at jeg tog mange piller (6 antibiotika piller, og op imod 15 smertestillende, tog dog aldrig så mange, men jeg har ikke tal på, præcis hvor mange jeg tog), at jeg simpelthen sov så tungt som man nu kan. Tirsdag startede jeg, og jeg var træt og sløv i løbet af dagen, men onsdag løb med prisen. Jeg tager mine anitbiotika piller på faste tidspunkter (hvilket er slemt, for jeg er dårlig til at huske at gøre sådanne noget), og de sidste tager jeg klokken 10 PM. Jeg må ikke ligge ned i 40 minutter efter, at jeg har indtaget dem, og jeg sad så og så Fashion Star med min værtsmor tirsdag aften, men klokken 11:10 PM lå jeg og puttesnorkede, og da jeg skulle op onsdag morgen klokken syv, der sov jeg simpelthen. Og jeg sov så fast, at jeg ikke vågnede før klokken 12. Så var jeg vågen i ca. fire timers tid, og så faldt jeg i søvn igen i to timer, var vågen i tre timer, sov i en halv time, var vågen i halvanden, og så sov jeg igen.
Torsdag da jeg vågnede skulle dog vise sig, at være en meget dårlig dag at vågne på. Måske jeg skulle have sovet igennem hele dagen i stedet, det ville have været godt.
Jeg vidste allerede, at der var en stor chance for, at jeg ikke kunne gå i skole. Jeg var så træt, at jeg fuldstændig random faldt i søvn, og på ingen måde kunne holde mig vågen, og jeg tvivler på, at mine lærere ville sætte pris på det, så jeg var forberedt på, at jeg måske ikke ville kunne gennemføre en skoledag. Hvad jeg ikke havde forberedt mig på var, at jeg ville vågne op, og hver eneste knogle i min krop ville gøre ondt. At jeg ville tage mine antibiotika piller, og min mave så ville hade mig, og sende en bobbelhær af ubehag op igennem mig, og at mit hoved havde besluttet, at i dag var dagen til at eksplodere.
Og som om det ikke skulle være nok, så skulle Moder Jord sparke mig i livmoderen med min menstruation, otte dage før tid.
Så altså, jeg dopede mig selv på painkillers. Tror, at torsdag var dagen, hvor jeg spiste flest smertestillende piller. Jeg følte, at hele jorden burde dreje omkring mig, fordi jeg havde helt afskyeligt dårligt, men det gjorde den nu ikke engang, og på et eller andet tidspunkt, så synes den, at den skulle sige det, ved at give mig feber. Svælgende i selvmedlidenhed ringede jeg op til min moar og klagede over, at jeg ikke tidligere havde villet være hjemme, men nu hvor jeg var syg, så ville jeg altså meget gerne hjem, og kunne hun ikke komme med en kop te?
Min stakkels mor. Hun må have været så bekymret for mig.
Nåh, men et par random tude-anfald, et par smertestillende piller, noget søvn og nogle timer senere, besluttede feberen at aftage, hovedpinen at fordufte og mavepinen at dæmpe sig lidt. Selvfølgelig sad Moder Jord stadig på min livmoder og piskede, men det var der ikke meget at gøre ved, andet end at holde mig varm.
Heldig som jeg var den dag, så holdt den midlertidige nogenlunde-smertefrie bliss selvfølgelig ikke. Hen under aftenenen besluttede mit hoved, at den bombe det tidligere havde forsøgt at detonere måtte hellere springes, og så sad jeg ellers i endnu et smerteshelvede, og slugte den ene smertestillende efter den anden, mens jeg sad med korslagte ben på gulvet og vuggede frem og tilbage. Det værste er næsten, at dette er et sandt billede af, hvad jeg gjorde: jeg sad bogstavligt talt, med tårerne strømmende ned af kinderne, og vuggede frem og tilbage på gulvet, med et krus varm vand i hånden, fordi min tand ikke kunne holde ud at være i nærheden af koldt vand, så jeg måtte drikke lunkent vand. Min stakkels roommate anede ikke helt, hvad hun skulle gøre af sig selv.
Heldigvis for mig, så gik denne hovedpine altså også over, og efter at have taget mine sidste anitibiotika piller, fik jeg lidt mere energi.
Og i dag, fredag, vågnede jeg så op med nok energi til, at jeg faktisk kunne gå i skole. Ja, i sidste modul faldt jeg næsten i søvn direkte hen over tastaturet til den computer, som jeg ellers sad og hørte en ganske interessant historie om artificial intelligence på, men jeg kom da igennem dagen!
Ser i, det hele startede mandag, da mandage jo er, hvor ugen begynder. Efter at have haft Spring Break i to uger, havde jeg været i skole, og jeg var kommet hjem og havde sat mig til at spise nudler, da jeg cravede det. En ganske harmløs ting, skulle man mene. Så der sad jeg, helt stille og roligt, og spiste mine nudler, så sødt som enhver lille engel nu kunne gøre det, da jeg fik den gode idé, at jeg skulle tygge på dem.
Det skulle jeg aldrig have gjort.
Et tyg fra mine tænder, og en afsindig smerte bredte sig. Jeg sad lidt lamslået og var forvirret over, hvorfor det gjorde ondt at spise nudler. Så kom jeg til min fornuft, og sad pænt og ventede lidt på, at smerten skulle foretage sig. Da den blot blev værre og værre, og min mund efterhånden snart skreg af smerte, så bed jeg mit løfte om, at jeg ikke ville til nogen form for læge herover i USA i mig, og ringede til en tandlæge og bad om en akuttid. Deres akuttider er ret akutte herovre, så jeg fik pænt et spørgsmål om, om jeg kunne komme ind nu, som i nu, men vi blev så enige om, at jeg kunne komme derind om 20-30 minutters tid.
Min værtsmor kørte mig så pænt ned til tandlægen, og spurgte, om jeg ville have hende med ind. Jeg mente dog, at jeg var stor nok til, at jeg godt kunne gå til en tandlæge selv, og eftersom jeg snakker mere eller mindre flydende engelsk, så burde der ingen problemer være. Jeg fik dog at vide, at jeg bare kunne ringe, hvis jeg ville have, at hun skulle komme, og jeg måtte endelig ringe, når jeg skulle hjem igen, og så gik jeg ellers bravt ind til tandlægen. Først fik jeg puttet en stor plastikmappe i hånden, og besked på at udfylde papirer, og så blev jeg, efter at have skrevet mit fornavn på det 3-sider lange papir, ført ind i et rum (åbent, dvs der var ingen dør), og så fik jeg besked på, at jeg kunne udfylde mine papirer senere. Dog opdagede de hurtigt, at de havde stavet mit navn forkert, så jeg fik lov at skrive mit navn færdigt på papiret, og så var det op og sidde i den klassiske tandlægestol, som vi alle kender og frygter.
Et par høflige hilsner senere får jeg at vide, at de gerne vil tage nogle fotos af mine tænder, fordi det gør man jo, og så kiggede jeg misbilligende på den skærm, som hang foran mig. I ved, hvordan vi i Danmark ikke ser vores billeder, lige som de bliver taget? Well, her har de dem på en skærm, hængende lige foran næsen på dig, og jeg mener det ret bogstavligt - den hang måske 10 centimeter fra min næsetip. Og ikke alene det, i stedet for de 2-3 billeder, som jeg har fået taget i Danmark, så var der gjort pænt plads på skærmen til intet mindre end 18 billeder. Fordi de skal have billeder både oppefra og nedefra. Og der var selvfølgelig problemer med de billeder i den side der gjorde ondt, så jeg skulle ellers tygge godt sammen, med den tand som gjorde ondt.
18 billeder senere dukker en ung mand op, og præsenterer sig som min tandlæge. Hans navn var Stephen, og han var en ganske venlig mand. Han lyttede til, mens jeg forklarede om, at jeg mente at det var den tand jeg havde fået en rod behandling i, som gjorde ondt, men det kunne også være mig som var tosset, og det i virkeligheden var den ved siden af. Så gav han sig til at prikke rundt med en vatpind, fordi i ved det der torturinstrument med en skarp spids, som tandlægen bruger til at stikke i din mund med, og få dig til at bløde, ikke? Det bruger de åbenbart enten slet ikke her, eller også gør de det bare ikke, når de har en patient som klager om kraftige smerter. Så det var en vatpind, om han forsigtigt duttede rundt på mine tænder. Han fandt hurtigt tanden der gjorde ondt, og så duttede han rundt på mit tandkød, mens han bad mig prøve at forklare, hvor ondt det gjorde de forskellige steder, eller om det overhovedet gjorde ondt. Med et par hænder i munden skulle man tro, at kommunikationen ville være dårlig, men han var forholdsvist nemt at kommunikere det til. Så satte han sig til at kigge lidt på mine billeder, imens jeg fik lov at udfylde mine papirer, og så snakkede vi lidt om badminton.
Så kiggede han på mig og sagde, at han havde dårlige nyheder. For at være ærlig, så var det faktisk mig der sagde det, fordi han tøvede lidt. Jeg forventede, at tanden ved siden af min gamle rodbehandling skulle have rodbehandling, eller noget andet i den dur. Det vidste sig, at være værre end det. Han forklarede mig, at i 10% af alle tilfælde af rodbehandlinger, der fejler rodbehandlingen, og i få tilfælde har patienten to rodkanaler. Jeg var så enten en af dem med to rodkanaler, eller også var min rodbehandling fejlet, og jeg havde fået en infektion. Han forklarede mig, at det betød, at jeg skulle have en rodbehandling i min rodbehandling. Åh, hvilket held.
Nåh, men med en tid til en behandling, lægens telefonnummer i tilfælde af for kraftige smerter, og en recept på tre forskellige mediciner kunne jeg så vandre over til Ralphs lige ved siden af, gå op, og så ellers bede dem om at begynde at fylde antibiotika og kraftige smertestillende ud til mig, mens jeg selv fandt det tredje smertestillende (mere som i, blev guidet over til det, men det lader vi lige som om ikke skete), og med en besked på, at det ville være klar i løbet af 15 minutters tid, så blev jeg sluppet løs i butikken. Der gik dog ikke længe, inden de kaldte mit navn over højtaleren - jeg var ikke i deres system, og de skulle lige have mit mobilnummer, så jeg kunne blive registreret. Det var okay, og så vandrede jeg videre, men det opkald gav mig en idé om, at de ville kalde mit navn, når de var færdige med medicinen til mig.
Efter at have brugt en time på at kigge på amerikanske varer, og have haft et par sikkerhedsvagter kigge mistænksomt på mig, fordi jeg, efter alt, er en teenager som rendte rundt i over en time, uden at købe noget, gik det op for mig, at måske havde de ikke tænkt sig at råbe mit navn. Så jeg gik tilbage, og selvfølgelig kom jeg det eneste tidspunkt, hvor der var kø, og måtte så stå i kø i lidt tid. Derefter fik jeg udleveret min medicin med besked på, at hvis den fik mig til at stoppe med at trække vejret, så måtte jeg endelig ringe, og så blev jeg sluppet løs.
På min spadseretur rundt i butikken, havde jeg dog spottet nogle enkelte ting jeg gerne ville købe: Poptarts Chocolate Chip, som jeg før købte i Orlando her sidste år, og som jeg ikke havde set nogle andre steder før her i LA, og så en Ben&Jerry's Ice Cream - Red Velvet Cake. Med dem på armen ringede jeg efter min værtsmor, som snart kom og hentede mig.
Fast Forward til torsdag.
Ser i, jeg var ikke i skole hverken tirsdag eller onsdag, da jeg pludselig gik fra at tage ingen piller og have haft insomnia i to uger, til at jeg tog mange piller (6 antibiotika piller, og op imod 15 smertestillende, tog dog aldrig så mange, men jeg har ikke tal på, præcis hvor mange jeg tog), at jeg simpelthen sov så tungt som man nu kan. Tirsdag startede jeg, og jeg var træt og sløv i løbet af dagen, men onsdag løb med prisen. Jeg tager mine anitbiotika piller på faste tidspunkter (hvilket er slemt, for jeg er dårlig til at huske at gøre sådanne noget), og de sidste tager jeg klokken 10 PM. Jeg må ikke ligge ned i 40 minutter efter, at jeg har indtaget dem, og jeg sad så og så Fashion Star med min værtsmor tirsdag aften, men klokken 11:10 PM lå jeg og puttesnorkede, og da jeg skulle op onsdag morgen klokken syv, der sov jeg simpelthen. Og jeg sov så fast, at jeg ikke vågnede før klokken 12. Så var jeg vågen i ca. fire timers tid, og så faldt jeg i søvn igen i to timer, var vågen i tre timer, sov i en halv time, var vågen i halvanden, og så sov jeg igen.
Torsdag da jeg vågnede skulle dog vise sig, at være en meget dårlig dag at vågne på. Måske jeg skulle have sovet igennem hele dagen i stedet, det ville have været godt.
Jeg vidste allerede, at der var en stor chance for, at jeg ikke kunne gå i skole. Jeg var så træt, at jeg fuldstændig random faldt i søvn, og på ingen måde kunne holde mig vågen, og jeg tvivler på, at mine lærere ville sætte pris på det, så jeg var forberedt på, at jeg måske ikke ville kunne gennemføre en skoledag. Hvad jeg ikke havde forberedt mig på var, at jeg ville vågne op, og hver eneste knogle i min krop ville gøre ondt. At jeg ville tage mine antibiotika piller, og min mave så ville hade mig, og sende en bobbelhær af ubehag op igennem mig, og at mit hoved havde besluttet, at i dag var dagen til at eksplodere.
Og som om det ikke skulle være nok, så skulle Moder Jord sparke mig i livmoderen med min menstruation, otte dage før tid.
Så altså, jeg dopede mig selv på painkillers. Tror, at torsdag var dagen, hvor jeg spiste flest smertestillende piller. Jeg følte, at hele jorden burde dreje omkring mig, fordi jeg havde helt afskyeligt dårligt, men det gjorde den nu ikke engang, og på et eller andet tidspunkt, så synes den, at den skulle sige det, ved at give mig feber. Svælgende i selvmedlidenhed ringede jeg op til min moar og klagede over, at jeg ikke tidligere havde villet være hjemme, men nu hvor jeg var syg, så ville jeg altså meget gerne hjem, og kunne hun ikke komme med en kop te?
Min stakkels mor. Hun må have været så bekymret for mig.
Nåh, men et par random tude-anfald, et par smertestillende piller, noget søvn og nogle timer senere, besluttede feberen at aftage, hovedpinen at fordufte og mavepinen at dæmpe sig lidt. Selvfølgelig sad Moder Jord stadig på min livmoder og piskede, men det var der ikke meget at gøre ved, andet end at holde mig varm.
Heldig som jeg var den dag, så holdt den midlertidige nogenlunde-smertefrie bliss selvfølgelig ikke. Hen under aftenenen besluttede mit hoved, at den bombe det tidligere havde forsøgt at detonere måtte hellere springes, og så sad jeg ellers i endnu et smerteshelvede, og slugte den ene smertestillende efter den anden, mens jeg sad med korslagte ben på gulvet og vuggede frem og tilbage. Det værste er næsten, at dette er et sandt billede af, hvad jeg gjorde: jeg sad bogstavligt talt, med tårerne strømmende ned af kinderne, og vuggede frem og tilbage på gulvet, med et krus varm vand i hånden, fordi min tand ikke kunne holde ud at være i nærheden af koldt vand, så jeg måtte drikke lunkent vand. Min stakkels roommate anede ikke helt, hvad hun skulle gøre af sig selv.
Heldigvis for mig, så gik denne hovedpine altså også over, og efter at have taget mine sidste anitibiotika piller, fik jeg lidt mere energi.
Og i dag, fredag, vågnede jeg så op med nok energi til, at jeg faktisk kunne gå i skole. Ja, i sidste modul faldt jeg næsten i søvn direkte hen over tastaturet til den computer, som jeg ellers sad og hørte en ganske interessant historie om artificial intelligence på, men jeg kom da igennem dagen!
Introduktion.
Fordi en introduktion er sig vel passende.
Jeg er en ung pige på 18 år. Mit navn er Rhin, hvilket også betyder, at jeg er anonym herinde. Jeg vil helst se, at det forbliver sådanne. Jeg er født og opvokset i Danmark, men sidste år tog jeg en stor beslutning, og flyttede til Los Angeles. Dog kun for et år som udvekslingsstudent. Næste år tager jeg tilbage til Danmark i et år, og så skal jeg videre til et andet land - jeg har lige pt. fire forskellige destinationer som leger rundt i mit hoved: Japan, Australien, New York eller Hawaii. Jeg ved endnu ikke, hvilken en det bliver.
I min fritid kan jeg godt lide at sidde fast i den forfærdelige offentlige transport, shoppe alt for meget, prøve alt for mange kjoler, danse omkring på gaderne, gå ud og spise med mine venner, sidde derhjemme og læse en god bog, skrive historier og tegne. Jeg er velsagtens en meget typisk teenager, trods mange kalder mig atypisk.
Denne blgo kommer hovedsageligt til at indholde meget random tanker, blandt andet med forskelle imellem USA og Danmark, da det er sådanne tanker jeg eks. gør mig. Den kommer også til at indeholde random billeder, henvisninger, produktbedømmelser, you-name-it. Derfor, så er den også kaldet 'young and random'. Jeg er en meget random person, så navnet passer både på indholdet og mig.
Jeg ved ikke, om der er nogen der ønsker at læse dette. Jeg vil ikke tigge om faste læsere, sådanne en person er jeg ikke, derfor vil jeg sige, at du kun skal blive fast læser, hvis denne blog oprigtigt lyder tiltalende for dig. Hvis du vil høre om en ung piges eventyr i udlandet, om hvilke slags random, mærkelige ting de skønne amerikanere har på produktmarkedet, hvilken bog der er fantastisk, hvordan stjerner opfører sig, når man møder dem og hvad jeg synes om random ting, så er du velkommen til at blive fast læser. Hvis ikke, så byder jeg dig alligevel velkommen, og takker dig for din tid.
Jeg er en ung pige på 18 år. Mit navn er Rhin, hvilket også betyder, at jeg er anonym herinde. Jeg vil helst se, at det forbliver sådanne. Jeg er født og opvokset i Danmark, men sidste år tog jeg en stor beslutning, og flyttede til Los Angeles. Dog kun for et år som udvekslingsstudent. Næste år tager jeg tilbage til Danmark i et år, og så skal jeg videre til et andet land - jeg har lige pt. fire forskellige destinationer som leger rundt i mit hoved: Japan, Australien, New York eller Hawaii. Jeg ved endnu ikke, hvilken en det bliver.
I min fritid kan jeg godt lide at sidde fast i den forfærdelige offentlige transport, shoppe alt for meget, prøve alt for mange kjoler, danse omkring på gaderne, gå ud og spise med mine venner, sidde derhjemme og læse en god bog, skrive historier og tegne. Jeg er velsagtens en meget typisk teenager, trods mange kalder mig atypisk.
Denne blgo kommer hovedsageligt til at indholde meget random tanker, blandt andet med forskelle imellem USA og Danmark, da det er sådanne tanker jeg eks. gør mig. Den kommer også til at indeholde random billeder, henvisninger, produktbedømmelser, you-name-it. Derfor, så er den også kaldet 'young and random'. Jeg er en meget random person, så navnet passer både på indholdet og mig.
Jeg ved ikke, om der er nogen der ønsker at læse dette. Jeg vil ikke tigge om faste læsere, sådanne en person er jeg ikke, derfor vil jeg sige, at du kun skal blive fast læser, hvis denne blog oprigtigt lyder tiltalende for dig. Hvis du vil høre om en ung piges eventyr i udlandet, om hvilke slags random, mærkelige ting de skønne amerikanere har på produktmarkedet, hvilken bog der er fantastisk, hvordan stjerner opfører sig, når man møder dem og hvad jeg synes om random ting, så er du velkommen til at blive fast læser. Hvis ikke, så byder jeg dig alligevel velkommen, og takker dig for din tid.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)